Bevægelse i byggeriet og i børnehaven
For børnene i idrætsbørnehaven Rymarksvej er bevægelse nøgleordet i deres hverdag. Bevægelse præger institutionen både inde og ude, og den nye daginstitution er tydeligvis tegnet med det sigte.
Børnehaven gemmer sig i et grønt område nær Mindelunden ved Hellerup. Bygningen er langstrakt og rationelt struktureret, hvorved den falder fint ind i det tidligere kaserneområde.
Bygningen er i træ med græs på taget, og de syv stuer ligger langs den nordlige facade med døre til det fri. Langs den modsatte facade mod legepladsen ligger garderober, kontor og tre store multifunktionelle legerum.
Dagslyset har en markant rolle i huset, hvor store vinduespartier og ovenlys bidrager med et behageligt lys på badeværelser og i de store legerum. Trækonstruktionen er synlig helt til kip og giver en naturlig inddeling af funktionerne.
Velvalgte materialer
Træ er anvendt i konstruktionen, men også som perforeret finér på væggene og i loftet i form af Troldtekt akustikplader i farven lys natur. Gulvene er med grønt linoleum. Sammen giver materialerne rolige rum og en robust børnehave, som tåler leg i højeste gear med tilhørende lydniveau.
I opholdsrum og garderober er ventilationen integreret i loftet med Troldtekt ventilation. Det har arkitekterne valgt, fordi Troldtekt ventilation giver mulighed for at optimere et balanceret indeklima. Desuden har løsningen også mange fordele i dimensioneringen af de nedhængte lofter. Drift og vedligeholdelse er minimal og gør løsningen til den mest totaløkonomiske.
Børnehaven er et pilotprojekt inden for certificeringsordningen DGNB.