Løgtengården Daginstitution

Løgtengården er en daginstitution i to etager, hvor arkitekturen på en gang favner lys og omgivelser og begrænser forbruget af energi til huset.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Bygningen er meget kompakt og det er også det første indtryk man får af bygningen udefra, hvor de to etager går tæt på grundens beplantning. Derfor er overraskelsen også desto større, når man indenfor oplever dagslyset fylde rummene og bidrage med nogle fine, arkitektoniske oplevelser.

Dagslyset kommer i høj grad fra ovenlys, der strømmer ned i opholdsrummene og giver en særlig stemning, uanset om solen skinner eller ej. Der er også store vinduespartier på stuerne og i fællesrummet til det omgivende, grønne rum. Det giver udsyn til de grønne omgivelser og dermed også oplevelsen af at være tæt på haven,- lidt som et sommerhus !

Børnehavebørnene optager indgangsetagen. Omkring et centralt fællesrum ligger de tre stuer og derudover kontor og køkkenfaciliteter. Over garderoberne er der vinduer ind til stuernes ovenlys og denne vigtige detalje giver både en nærhed og god udnyttelse af dagslyset.

Fællesrummet har nogle lidt pudsige vinkler man bedre forstår ved at bevæge sig ovenpå til vuggestue afdelingen. Her giver ovenlysene naturligvis også lys til både fællesrummet og stuerne, men samtidig giver det de små vuggestuebørn mulighed for at kigge lige ned i børnehavestuerne. En fin måde at skabe sammenhæng på mellem etagerne.

Husets kompleksitet kan beskrives ved en geometrisk figur - et kvadrat med 9 felter. Midterste kube er fællesrummet, mens de øvrige er forskudt, hvorved du opstår lysskår i figuren, og huset får sin helt egen arkitektoniske identitet. Forskydningerne betyder, at vuggestuerne ovenpå skyder sig ud over børnehavestuerne - en fin gevinst for børnehavestuerne, der derved for et overdækket uderum lige udenfor stuen.

Fra vuggestuen kan børnene gå ned igennem børnehaven til legepladsen eller tumle ned af en græsklædt rampe til legepladsen. Rampen danner samtidigt et fint ude/inde rum på legepladsen, hvor et lille naturværksted er knyttet til.

Der er en fin atmosfære i Løgtengården. Det er naturligvis svært at definere, men årsagen findes bl.a. i et godt indemiljø. Akustikken er der taget hånd om, med Troldtekt akustikplader på både lofter og vægflader. Materialerne er venlige - de er enten lyse eller i træ.

Dagslyset kommer fra flere vinkler og man mærker lysets skiftende karakter i rummene. Samtidigt giver ovenlys-skårene mulighed for at skabe en velfungerende naturlig ventilation  - her midt i bygningen kan varm luft sendes ud. derved spares både på kunstig belysning og mekanisk ventilation. Bygningen vil kun bruge 30 kWh/m2/år, hvilket svarer til 75 procent af et almindeligt lavenergibyggeri.

Husets struktur med den kompakte indretning giver en nærhed, som både børn og ansatte mærker positivt. Ovenlysene og trapperummet mellem de to etager giver på en gang en kontakt og en distance som imødekommer særligt de små børns udvikling fra vuggestue barn til børnehave barn.