Boliger midt i Ringkøbings naturbydel

BJERG Arkitektur står bag 80 nye almene boliger, som er opført i Naturbydelen Ringkøbing K. Boligerne er bygget som såkaldte passivhuse, hvor Troldtekt indgår i designet.

Hvordan ser fremtidens boliger ideelt set ud? Det giver Fjordudsigten i Ringkøbing et godt bud på. Fjordudsigten består af 80 almene boliger, som er ejet af Ringkøbing-Skjern Boligforening og ligger i det nyetablerede boligområde ’Naturbydelen, Ringkøbing K’, hvor også andre typer boligbyggeri er opført.

De almene boliger blev bygget af to omgange. I oktober 2021 stod 47 boliger klar til indflytning, og i august 2022 fulgte de resterende 33 boliger.

Bygget som passivhuse

Ringkøbings nye almene boliger er designet efter passivhus-princippet, hvilket er bygninger, som er kendetegnet ved at bruge meget lidt energi. Faktisk producerer boligerne mere energi, end de forbruger, og har dermed et negativt klimaaftryk i driftsfasen.

Det fremgår af BUILDs rapport ’25 byggerier kan inspirere til lavere klimaaftryk’, hvor Fjordudsigten er fremhævet som et best practice-eksempel.

Boligerne har faktisk det laveste CO2-aftryk for færdigbyggede boliger i publikationen med et samlet livscyklusaftryk på 3,1 kg CO2/m2/år, hvilket er langt under grænseværdien i det officielle bygningsreglement på 12 kg CO2/m2/år.

Læs BULDs rapport her: 25 byggerier kan inspirere til lavere klimaaftryk.

– Det er isoleringen, der gør forskellen, og hvordan man designer huset. At bygge passivhuse som Fjordudsigten kræver, at man bygger kompakt, så de kan holde på varmen, og orienterer boligerne rigtigt i forhold til sol og vind. Vinduer skal være store flader, som placeres de rigtige steder, så solen kan skinne ind og give varme.

Det fortæller Mark Krebs, arkitekt MAA, certificeret passivhusdesigner, certificeret rådgiver i bæredygtigt byggeri og partner hos BJERG Arkitektur.

Boligerne er for eksempel også uden radiatorer og rørføring og har dermed ikke tilføjet metal til materialelisten. I stedet er de velisolerede og har et mindre ventilationsanlæg samt solceller på taget.

Fjordudsigten er Ringkøbing-Skjern Boligforenings første boligprojekt af denne kaliber, og det startede med, at direktør Bo Lodbjerg deltog i et Realdania-arrangement om passivhuse.

– Som boligforening ønsker vi at bidrage til den grønne dagsorden. Dog er vi underlagt et rammebeløb, men da vi opdagede, at det kan lade sig gøre at bygge boliger som passivhuse inden for et normalt projektbudget, gav bestyrelsen grønt lys, siger Bo Lodbjerg, direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening.

 

Lyst og let design

Boligerne i Fjordudsigten fås både som etplans- og toplanslejligheder og har enten en terrasse i stueplan eller altan på første sal. Alle boliger har store vinduer mod syd, og flere har udsigt over fjordlandskabet mod vest.

Bygningerne er opført med et træskelet. Facaden består af naturskifer og træ, mens isoleringen er af glasuld med en genanvendelsesgrad på 75 procent.

Indvendigt er designet lyst og enkelt med brug af varme materialer som trægulv og Troldtekt akustikplader i lys natur i alle boligens rum.

Han fortæller, at de i BJERG Arkitektur har et mantra om at arbejde med akustik i boligbebyggelse:

– Da hårde materialer skaber rumklang, skal vi sørge for god akustik. Troldtekt er en god løsning, som samtidig bidrager æstetisk til rummet og skaber varme i samspil med for eksempel trægulv.