Kvalitet fra yderst til inderst
Havnehusene er en boligbebyggelse på Aarhus Ø orienteret mod lystbådehavnen. Den karrélignende bebyggelse er opført i varierende etagehøjder fra 4 til 10 etager med fælles glashuse på taget. Et boligprojekt med mange fine detaljer og velvalgte materialer.
Netop den velproportionerede arkitektur og de synlige kvaliteter er årsag til at byggeriet blev præmieret af Aarhus Kommune i september 2015.
Boligerne, opført af Brabrand Boligforening, ligger omkring et grønt fællesareal, hvor de 83 boliger er gennemlyste med glasaltaner og øvrige 179 er ungdomsboliger med tilhørende fællesarealer.
Havnehusene er et nulenergi-projekt og derudover opført i tegl, der ikke kræver vedligeholdelse.
Hver opgang er opført med sit eget forbandt, hvorved den menneskelige skala i gadeplan imødekommes - samtidig med at den skiftende bygningshøjde åbner op for en interaktion med omgivelserne. Flere steder i bebyggelsen er indgangspartiet udvidet til en gennemgang til det højere beliggende, grønne gårdrum. Dette gennemgangsrum er, som den øvrige bebyggelse, bearbejdet således at det fremmer en god oplevelse af stedet.
Mursten fortsætter indenfor som i en traditionel port og belægningen er mørke klinker, der fortsætter ud i gårdrummet. Lofterne er grå Troldtekt plader der, som klinkerne og teglen, er taktile og robuste overflader. Troldtekt sikrer en god akustik i det ellers ”hårde” rum. I rummet ligger opgangens elevator omgivet af en translucent skærm, der supplerer dagslyset, som både kommer fra gården og gaden.
Troldtekt er også anvendt i cafe, fællesrum og fælleslokale i forbindelse med ungdomsboliger.