Klimaskærm med robuste materialer
Nordjyllands største boligrenovering er nu ved at ændre et helt boligområde omkring Løvvangen i Nørresundby. 815 lejligheder opført i en monoton arkitektur, får fornyet den fysiske identitet og området som helhed får et kæmpe løft.
Beboerne er ved at flytte tilbage i de første af de i alt 20 boligenheder i Løvvangen og må knap kunne genkende deres hjem.
Bygningerne får ny, velisoleret klimaskærm i tegl og nye, varierende vinduestyper, der giver en dybde i facaden. Alle altaner er udvidet og glasinddækket, hvilket er en stor kvalitet for beboerne. Altanerne har hvid Troldtekt på loftet, ligesom lofterne på svalegangene med indgangsdørene. Troldtekt forbedrer akustikken, men er samtidigt et robust materiale, der tilføjer en stoflighed til boligerne, ligesom de flotte, mørke mursten højner det arkitektoniske niveau.
De grønne områder mellem boligerne får også et tilsvarende løft og nye stier er dannet for at forbinde området bedre sammen. Løvvangens kvarterhus ligger for enden af stien, et nybyggeri, tegnet af Kærsgaard & Andersen A/S, som har været totalrådgivere på hele renoveringen.
Omkring et torv, der indbyder til fællesaktiviteter, ligger Kvarterets Hus, velfærdsbygninger og et garageanlæg. Kvarterets Hus’ dynamiske arkitektur danner ramme for caféen, kursuslokaler og en boligsocial indsatsgruppe.
Kvarterets hus er, modsat boligerne, opført med træbeklædning, der giver en hel anden stemning og tydeliggør bygningens selvstændighed. I de tre bygninger omkring torvet er der valgt Troldtekt på lofterne, hvorved der både er taget hånd om akustikken og oplevelsen af en venlig atmosfære på stedet.