Ringgården ungdomsboliger - "Vulkanen"
Der er skruet op for æstetikken og oplevelserne i det centrale atrium i Ringgårdens Ungdomsboliger på Aarhus Havn. Et rum, der på den positive måde overrasker - ikke bare med farver i mange nuancer, men ganske enkelt med en fantastisk stemning.
Den seks etagers boligblok har på mange måder tilpasset sig havnens rationelle miljø med betonfacader og et minimalt energiforbrug. Men havnens formsprog har også været inspiration til ungdomsboliger med kontraster og asymmetri, der har givet projektet tilnavnet "Vulkanen".
På udvalgte placeringer er der i "massivet" skåret rum ud til fælles terrasser, hvor den varme farveskala fylder vægge og lofter. Tilsvarende i det fælles køkken placeret på stueplan, hvor gul understreger det skæve formsprog. Atriet, hvorfra beboerne kan entrere deres bolig, er meget særpræget. Med stor præcision er designet et foranderligt rum, hvor farverne på glasværnene gradueres og balkonforkanterne former et venligt rum og ikke opleves som en skakt.
Arkitekt Peter Dalsgaard fra Cubo Arkitekter A/S udtrykker sine tanker om atriet således: "Vi har ønsket at skabe et atrium, der byder på en kontrastfuld oplevelse i forhold til det ydre og ikke mindst et behageligt og smukt rum".
Her er både arbejdet med form, farver, lys og lyd. Rummet har en fin dynamik, som sjældent ses i atrier og farverne springer i øjnene. Lyset strømmer ind på stueetagen og fra ovenlys og terrassen på 3. sal. Lyden er tilbageholdende, for lofterne er med Troldtekt, der hindrer en lang efterklangstid og dermed er sikret en venlig og rolig atmosfære. De grå Troldtekt plader giver en stoflighed samtidig med at det på flere måder fungerer som en kontrast til de farvede glasværn.