Eksklusiv oplevelse til de rejsende fra Østjylland

Aarhus Airport har gennemgået en større renovering. Målet er, at alle rejsende føler sig som VIP-gæster. Derfor er lufthavnen blevet indrettet med designermøbler, og de eksisterende Troldtekt akustiklofter er malet sorte for at tilføje eksklusivitet og elegance.

Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Aarhus Airport er den fjerdestørste i Danmark. Over en halv million passagerer letter eller lander hvert år. Og målet er at øge det antal til 1,5 millioner på fem år. Som et naturligt led i vækststrategien har lufthavnen gennemgået en gennemgribende renovering, der skal være med til at sætte lufthavnen på verdenskortet.

– Ud over at vi har fået mange nye ruter, har vi kigget på, hvordan vi kan øge passagernes lyst til at flyve til og fra lufthavnen. Her er mad og indretning to væsentlige parametre, som vi har skruet på, siger Tina Baungaard-Jensen, kommunikationschef i Aarhus Airport.

En VIP-oplevelse til alle

Det er især lufthavnens førstesal, der har været fokus på. Der er blandt kommet et cafe- og loungeområde, samt restaurant.

– Når vores passagerer kommer til lufthavnen, skal de rejse glade og mætte herfra med et godt helhedsindtryk. Det er jo her, en god rejse begynder eller slutter. Danmark og Aarhus er stærk på både design- og madscenen, og derfor har vi også udvalgt de bedste produkter og materialer, siger Tina Baungaard-Jensen og uddyber:

– Målet er, at alle passagerer føler sig om VIP-gæster. De skal opleve, at vi kræser for dem, og at lufthavnen er eksklusiv og lever op til deres forventninger.

Indretning, møbler og udsmykning står designvirksomheden HAY bag. Fra 1. februar 2024 byder lufthavnen på et nyt restaurantkoncept med mad og drikke, der har rødder i lokale, østjyske råvarer og specialiteter. Konceptet er udviklet i samarbejde med den aarhusianske madglobetrotter Mikkel Wejdemann.

Sorte lofter skaber eksklusivitet

For at underbygge det eksklusive udtryk er lufthavnens eksisterende akustikloft fra Troldtekt blevet malet sort, hvilket fuldender designet.

– At loftet er blevet malet sort, har transformeret lufthavnens samlede udtryk, der fremstår eksklusivt og elegant. Vi er blandt andet blevet inspireret af hotelbranchen, og det er imponerede, hvad det har gjort at ændre loftets farve, siger Tina Baungaard-Jensen.

I det nye loungeområde er der desuden blevet monteret nye akustikplader, så loftet matcher det øvrige interiør.

Transformationer kræver ikke altid nye materialer

Omfattende renoveringer og transformation af bygninger er typisk mindre ressourcekrævende end nybyggeri. Her er det ofte også muligt at lade eksisterende materialer leve videre, som det for eksempel er sket med Troldtekt lofterne i Aarhus Airport.  

Troldtekt består af naturmaterialet træ i kombination med cement, og loftet har en levetid på mindst 50 år – og så kan det males flere gange undervejs, uden at det forringer de akustiske egenskaber.

Dertil er det nemt at male i en ønsket farve, hvis en bygnings designkoncept skal opdateres eller farvepaletten skal udskiftes. Det kan gøres enten med en langhåret malerrulle eller sprøjtemaling, hvis der er tale om et større areal som i Aarhus Airport.

Troldtekt akustikplader kan males flere gange, uden at det forringer pladernes egenskaber. Aarhus Airport har valgt at forlænge Troldtekt loftets levetid ved at male det sort, så det passer ind i lufthavnens mere eksklusive look.