Bløde nuancer

Da Karup Design flyttede til nye lokaler i Herning var det af stor betydning for firmaet, at indretningen understøttede brandet og samtidig udgjorde et godt miljø for medarbejderne.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Den tidligere industribygning måtte igennem en transformering før den kunne blive til kontor og showroom for Karup Design. Betongulvene er slebet, og alle flader er behandlet. Midt i det store rum er placeret en boks beklædt med egetræ, som er med til at skabe et rum i rummet. Møderum, kantine og enkelte kontorer er stadig en del af det store, industrielle rum ved hjælp af glasvægge med glasdøre.

Hele indretningen er varetaget af designfirmaet Reinholdt//Rud, som har formået at skabe en meget sammenhængende indretning, der giver en god balance hos Karup Design. Glaspartierne er markeret ved sorte rammer og dørgreb, og de kan tildækkes helt eller deltvist af udvendige, lange gardiner, som giver en blødhed til hele rummet.

Dagslys og grå flader i loftet

Dagslyset bliver smukt fordelt i rummet primært fra langsgående ovenlys i shedtaget. De modstående loftsflader er beklædt med gråmalede Troldtekt akustikplader, som er medvirkende til en god akustik i kontor og showroom.

Den bløde, grå farve binder rummet sammen og er et godt udgangspunkt for den øvrige farvepalet i rummet. Samme grå farve er valgt til strålevarmepladerne i loftet, mens de øvrige loftsinstallationer er i stål.

Karup Design fremstiller møbler, som fremvises i showroomet. Møblerne er enkle og multifunktionelle i træ og pastelfarver. Heidi Reinholdt fortæller, at det har været spændende at indrette for Karup Design i det tidligere industribyggeri, og at de i processen har haft stor interesse i at få indretning, lokale og deres Karup design DNA til at passe sammen.