Malmø-bydels vartegn er flyttet ind i en ny tidsalder

Shoppingcentret Kronprinsen i Malmø er renoveret med nye butikker og lækre spisesteder. I det nye up-to-date design bidrager flere varianter af Troldtekt løsninger til den gode akustik.

Det er svært at overse det 27-etagers højhus i Malmø, der tårner sig op i kvarteret Kronprinsen. Stedets royale navn stammer fra, at området tidligere har huset kronprinsens husarregiment.

Indtil 2005 var bygningen Kronprinsen Malmøs højeste med sine 750 lejligheder. Hele stueetagen udgøres af et shoppingcenter med omkring 40 forskellige butikker samt træningsfaciliteter og restauranter.

Bygningen er oprindeligt fra 1964, hvor tanken dengang var at have en by i byen – for ud over både bolig, kontorer og butikker var der blandt andet også lægepraksis, bowling- og tennisbane samt kasino, autoværksted og egen tv-station i toppen for at nævne nogle eksempler.

Ejendomsselskabet Heimstaden har sidenhen opkøbt Kronprinsen og satte i 2021 gang i en større renovering. Den blev afsluttet i begyndelsen af 2024, hvor Kronprinsen – i både funktion og design – var ført ind i en ny tidsalder med fokus på nutidens ønsker til et shopping-center som attraktivt mødested for de lokale.

 

Troldtekt som del af nyt design

I forbindelse med renoveringen af Kronprinsen er der tilført nye butikker og spændende spisesteder med mad fra hele verden.

Det er Kamikaze Arkitekter, som står bag shoppingcentrets nye indretning, hvor designet er gjort nutidigt i sit udtryk, blandt andet med brug af træ i forskellige konstellationer samt varme og naturlige farver.

Der er også valgt Troldtekt akustikplader til flere af centrets områder. I café og restaurantområdet er der monteret Troldtekt i lys natur, hvilket sikrer, at gæsterne kan spise og tale sammen i et akustisk behageligt miljø. Træbetonlofterne er med til at absorbere lydene i lokalerne, hvor flisegulvet ellers risikerede at kaste støjen rundt.

Derudover er designløsningen Troldtekt curves monteret på væggene i området for cykelparkering og passage i kælderen. Troldtekt designløsningen med de karakteristisk bølgede spor i pladernes overflade er med til at give et ellers funktionelt område designfaktor. Sammen med klassiske Troldtekt lofter sørger Troldtekt curves desuden for en god akustik i kælderområdet.