MY GARAGE

Stringent arkitektur danner baggrund for potente biler med smukke linjer.

Foto: Thomas Mølvig, arkitekt

Lige nordøst for Vejle ligger en ikonisk bygning fra 1964 med tolv store flade kupler. Oprindeligt var det en super moderne tekstilfabrik i 60-ernes elegante formsprog. Produktionen varede i næsten 50 år, før den sidste ejer - EGE Tæpper – valgte at lukke afdelingen i Vejle i 2012.

I dag har bygningsanlægget – der gennem årene er vokset til knapt 20.000 m2 – fået helt nyt og eksklusivt indhold. Nu er det domicil for MY GARAGE, der repræsenterer det ypperste inden for bilverdenen. De højloftede haller er fyldt med drømmebiler som McLaren, Porsche, Aston Martin, Ferrari og Rolls-Royce.

Mange af drømmene er til salg, men en stor del af bilparken tilhører også entusiaster, der ønsker optimal – og tryg opbevaring for deres køretøjer. I alt 66 specialdesignede glasbokse med klimastyring er en krumtap i konceptet. Deraf navnet MY GARAGE, der som Connecting Partner til Rolls-Royce både formidler salg af nye og brugte modeller, samt - som den eneste i Skandinavien - kan kalde sig autoriseret Rolls-Royce Servicepartner.

Passion og fællesskab

Brandet MY GARAGE handler dybest set om passion og fællesskab omkring luksusbiler. Det afspejler sig også i den nye indgangsbygning, som blev indviet i maj 2020. Hovedindgangen har en stor glasfacade mod vest og rummer - udover receptionen – også loungeområde, kontor faciliteter, mødelokaler og en ny merchandiseshop.

RAVN Arkitektur har været arkitekt på opgaven fra dag ét – og har bl.a. også stået for indretningen af shoppen og design af specialinventar. De stramme rene linjer i arkitekturen er dels en respektfuld fortsættelse af den oprindelige arkitektur fra 1964, men det er også en raffineret baggrund for bilernes smukke kurver

Tilbygningen indeholder indvendigt en svagt stigende rampe, der forbinder MY GARAGE´s to største haller. Det gør det muligt at køre bilerne fra klargøringen til udstillingshallerne beskyttet fra vind og vejr. I det hele taget er det tydeligt at bilerne indtager hovedrollerne og har status på linje med berømte kunstværker.

En væsentlig detalje, der er med til at understøtte helheden, er de elegante sorte Troldtekt line akustiklofter. De langsgående spor i akustikpladerne danner en stringent flade, og den sorte farve changerer flot i forhold til dagslysets vinkling. Lidt som et nymalet sommerhus med sorte træfacader. Smukt og funktionelt i al sin enkelhed.