Træbetonplader anvendt i byggeprojekt Down Under

Himmel Interior Systems har leveret træbetonplader til et imponerende byggeprojekt, der er med til at forme fremtiden, samtidig med at der reflekteres over fortiden, på en berømt havnebeliggenhed.

Foto: Sam Noonan

Walter Brooke Architects har for nylig afsluttet montering af installationer og indretning i en ny 6-etagers kontorbygning i Port Adelaide til 24 millioner euro. Havnebyen, der ligger nordvest for den sydaustralske hovedstad, har en lang historie som industrihavn og er en del af delstatsregeringens bestræbelser på at omdanne området til et levende og moderne bydistrikt. De nye kontorer i Port Adelaide ligger ved havnefronten og ved siden af den ikoniske Birkenhead Bridge. Det forventes, at dette projekt hurtigt vil blive katalysator for en omfattende byfornyelse i området.

Selvom moderne æstetik var vigtigt, var det ikke den eneste overvejelse i forbindelse med denne moderne regeringsbygning. Arkitekterne har nemlig også hyldet områdets historiske ånd og industrielle fortid i deres design. De har designet et rum, der fremmer samarbejde og fleksibilitet. Det muliggør en mobil arbejdsmåde på en stimulerende arbejdsplads, der afspejler den rå og industrielle ånd på stedet. Der er anvendt murstensbeklædning, eksponeret beton og tekstureret glas. Derudover refererer metalplader og reb direkte til havnens maritime historie, mens synlige installationer i rummet giver fornemmelsen af en lagerbygning. En kombination af genbrugstræ og råt træ skaber varme, mens belysningen og den bløde indretning er valgt for at skabe en mere hjemlig stemning.

Troldtekt akustikplader af træbeton, som er monteret i farverne sort, hvid og lys natur, er fremtrædende som loftbeklædning i hele bygningen. Akustikpladerne, som er leveret af Himmel Interior Systems, skaber utroligt flotte lofter og kombinerer samtidig rolige åbne områder med diskrete private kontorer. Hvad der er nok så vigtigt, skaber de en varme, der komplementerer havnens historiske brug af træ. Installationerne er blotlagt, så loftshøjden øges, og innovative materialer hjælper med lyddæmpningen. 

Bygningen er i øjeblikket under opførelse og leveres gennem et udbud, hvor Walter Brooke står for udformning og opførelse i samarbejde med entreprenøren Hansen Yuncken. Byggeprojektet blev oprindeligt iværksat af delstatsregeringen i South Australia (DPTI) i som en indkaldelse af interessetilkendegivelse og konkurrence, hvor bygherrer skulle levere en kontorbygning til hundredvis af medarbejdere. Walter Brooke samarbejdede med bygherren epc.Pacific, da deres designkoncept vandt blandt omkring tyve andre arkitektforslag. Det omfatter selve bygningen samt montering af installationer og indretning af tre etager, der hver omfatter 1.890 m2 kommercielle kontorlokaler. Indretningen er designet til såkaldt aktivitetsbaseret arbejde for de 500 offentligt ansatte på tværs af to separate regeringsorganer, der skal flytte ind i bygningen fra forskellige steder i Adelaide-området.

Det ene organ får to etager, mens det andet får én. Begge skal dele et fælles designtema, som er baseret på den kontekstuelle og kulturelle tilknytning til Port Adelaide. De to organers arbejdspladser indrettes dog efter forskellige strategier for at imødekomme deres særlige individuelle behov.

Det ene organ får et ægte aktivitetsbaseret arbejdsmiljø, mens det andet får en mere traditionel, teamfokuseret teamzone-model, som i fremtiden kan forvandles til et aktivitetsbaseret arbejdsmiljø, efterhånden som arbejdspraksis ændrer og udvikler sig. Da projektet er bygherredrevet, og regeringsorganerne er langtidslejere, har Walter Brooke brugt sine færdigheder til at sikre, at indretningen opfylder lejernes forventninger til design og kvalitet inden for bygherrens specifikke budget. Arkitekterne har også været proaktive med hensyn til at sikre, at den lokale licitation følger retningslinjerne i delstatsregeringens såkaldte Industry Participation Policy.