Velkendt Oslo-bygning er forvandlet til dynamisk miljø

Midt i Oslo ligger kontor- og butiksbyggeriet Stortorvet 7, som efter at have gennemgået en transformation byder på forskellige restauranter og cafeer, co-working og indendørs cykelparkering. Kontorlokaler på tre af etagerne er med Troldtekt akustiklofter.

I andet kvartal af 2023 stod det transformerede Stortorvet 7, som er ejet af Schage Eiendom, færdigt.

Bygningsmassen, der udover at have adressen Stortorvet 7 også har adresse på Grensen og Nedre Slottsgate, består af i alt fem bygninger med byggeår fra 1800-tallet og frem til 1970.

DARK Arkitekter står bag forvandlingen og har i sit koncept haft fokus på at bevare og genbruge den eksisterende bygningsmasse og samtidig fremhæve arkitekturen og dens plads i byrummet.

Atriet, der forbinder bygningens etager med både trapper og elevator, sørger for et godt lys i bygningen og er et naturligt mødepunkt. Her møder kollegaer hinanden på vej til kontoret eller besøgende, som er på vej op til bygningens restaurant og rooftop-bar med udsigt over Oslo.

Bygningen er i 2023 kåret som årets transformationsprojekt ved OMA Awards og er bæredygtighedscertificeret efter standarden BREEAM NOR i kategorien ”Very Good”.

 

Moderne og centrale kontorpladser

DARK Arkitekter har åbnet bygningsmassens facader op med blandet andet flere indgange og vinduespartier. Det gælder også for kontorfaciliteterne, og indgangen til kontorerne er eksponeret i bybilledet med en reception, café og uformelle arbejdspladser i en moderne og farverig indretning.  I det store indgangsrum med flere funktioner, er der monteret Troldtekt akustikplader. Pladerne i lys natur bidrager til en god akustik, så der er ro til både at arbejde, nyde en kop kaffe eller henvende sig i receptionen uden forstyrrelser.

På henholdsvis 3., 4. og 5. etage holder kontorfællesskabet Spaces og AI-kameraproducenten Huddly til, og også her er Troldtekt akustikplader valgt til flere forskellige rum.

 

Varme til de rå betonbjælker

Huddly flyttede ind i de renoverede kontorlokaler på 5. etage på Stortorvet 7 i juni 2023. Huddlys kontorlokaler ligger på begge sider af atriumtrappen og består af åbne kontorpladser med smuk udsigt til Oslo Domkirke. Lokalerne har både åbne kontorpladser, mødelokaler og fællesrum samt et større og et mindre køkken.

Troldtekt akustikplader i natur giver varme til de rå betonbjælker, der er bibeholdt i lokalerne, og skaber en god akustik både ved kontorets åbne arbejdspladser og i mødelokaler. Akustikpladernes naturfarve skaber sammen med Huddlys signaturfarver en varm stemning i lokalerne. 

 

Co-working med god akustik    

Selve Spaces kontorpladser befinder sig på 3. og 4. etage. Her lejer forskellige virksomheder sig ind og har adgang til faciliteter som skrivebordspladser, sofagrupper, telefonbåse, mødelokaler og køkkener.

Netop fordi så mange personer fra forskellige virksomheder sidder sammen er en god akustik vigtig. Derfor er der monteret Troldtekt akustikplader i natur i fællesarealerne, som sammen med den farverige indretning er med til at bryde de synlige rør og bibeholdte betonbjælkers grove og hårde udtryk.

I mødelokalerne er der monteret Troldtekt line i hvid, som med sit lyse udtryk og langsgående spor bidrager til den stilrene indretning i lokalerne.