16 etagers kontorbygning som del af nyt havnemiljø
I Göteborgs spirende bydel omkring Masthuggskajen kan virksomheder nu leje kontorpladser med havudsigt i den nye kontorbygning Stuveriet. Designet tager udgangspunkt i omgivelserne, og der er valgt Troldtekt i en markant specialfarve i de nederste, offentlige arealer.
Stuveriet er navnet på Göteborgs nye kontorbygning på 16 etager, som ligger på Masthuggskajen. I 1800-tallet vrimlede det med liv og arbejde på havnen, men i takt med at skibsindustrien blev flyttet væk fra midtbyens havnearealer, døde området ud. Nu foregår der en løbende byudvikling for at forvandle Masthuggskajen til en moderne bydel med kontorer, boliger og restauranter.
Stuveriet er ejet af Stena Fastigheter AB, hvor Erdegard Arkitekter har stået for designet fra start til slut. 7.600 kvadratmeter kontormiljøer lejes ud til virksomheder, og derudover består Stuveriet af fælles reception, café og bistro, sportslounge, møde- og konferencefaciliteter, orangeri på 14. etage og tagterrasse.
Design, der afspejler området
Bygningens facadefacon er afrundet for at tage hensyn til vejret i Göteborg, så regn og blæst fra havsiden ikke slår hårdt mod facaden. Det fortæller Charlotte Erdegard, arkitekt MSA, Erdegard Arkitekter, og fortsætter:
– Bygningens facade og tag består af et enkelt, tordenblåt materiale; bånddækket metal med raffinerede detaljer. Derudover er der store gulv-til-loft vinduer, som giver udsigt ud til havnen og havet samt ud mod gaden og forbinder dermed arbejdspladsen med livet på pladsen nedenfor.
Troldtekt som den røde tråd
De nederste etager er offentligt tilgængelige områder, og her er Troldtekt akustikløsninger en fremtrædende del af udtrykket. Der er valgt Troldtekt line i en rød specialfarve til loftet, og som et særligt greb fortsætter pladerne et stykke ned ad væggen og tilfører på den måde både endnu bedre akustik og et karakterfuldt udtryk til lokalerne.
Troldtekt løsningen går igen i både lobbyen, elevatorhallerne og caféen med dobbelt højde. Farven skal ses som en hyldest til det oprindelige havnemiljø, forklarer Ida Modin, arkitekt hos Erdegard Arkitekter, som arbejdede med indretningskonceptet for Stuveriet:
– Rød står for fest, men knytter sig også til havnens rustne kraner og områdets karakteristiske røde bliktage. Troldtekt line, som jo er et naturmateriale, gav præcis den effekt, vi ønskede – lidt groft og samtidig eksklusivt. På væggen fungerer pladerne både som akustisk materiale og indrammer det høje rum. De specielle beslag i messing løfter rummet yderligere i kontrasten mellem skinnende og mat.