Inspiration fra geologiens verden

I Danmark er vi ikke ligefrem forvænt med bjergmassiver, der tårner sig op i landskabet. Derfor er fascinationen af klippeformationer og høje udsigtspunkter måske endnu mere udtalt hos os end i vores nabolande. Når bjergene ikke findes naturligt i Danmark, så er det jo nærliggende at bygge dem selv, og det er et velkendt tema som arkitekter og ingeniører har dyrket gennem alle tider.

Foto: Thomas Mølvig, architect

Et bemærkelsesværdigt eksempel er Tivoli Hotel & Congress Center, som ligger placeret ved Kalvebod Brygge og i tæt tilknytning til Københavns nye Metrolpolzone.

Tivoli Hotel & Congress Center er et stort samlet kompleks, der omfatter et kongrescenter og hele tre hoteller med forskelligt prisniveau, når det om få år er fuldt udbygget. Kim Utzon Arkitekter har tegnet projektet og bygherren er Arp-Hansen Hotel Group A/S, der er en af de helt store aktører på det hastigt ekspanderende københavnske hotelmarked.

Arkitekt Kim Utzon fortæller: ”Hele bebyggelsen er baseret på Lundgaard og Tranbergs masterplan for området. Den opererer med klippelignende bygninger, der indkranser et grønt strøg, der er hævet otte meter over Kalvebod Brygge og som forbinder Bernstorffsgade med Dybbøls Bro.”

Det utraditionelle forløb begynder ved det fornemme hovedsæde for SEB Bank, fortsætter langs det nye Rigsarkiv og afsluttes foreløbigt med taglandskabet på Tivoli Congress Center. En elegant brokonstruktion markerer den fremtidige fortsættelse af det hævede strøg.

Kongrescenter i centrum

Selve Tivoli Hotellet hæver sig op i 13 etager og afrundes med en tagterrasse, der har udsigt over København. En genial organisering af hotelværelserne giver facaderne et særdeles dynamisk udtryk, som minder om en udkragende bjergside. Bygningens spektakulære udformning er i øvrigt stærkt inspireret af nogle karakterfulde stenfragmenter, som Kim Utzon medbragte fra en ferie i Sydfrankrig.

Den store kongressal ligger som en stor klippeformation midt imellem de nuværende to hoteller, og som følge af de store spændvidder stikker det op igennem det grønne strøg som et klippeskær i den svenske skærgård. En række trekantede ovenlys sørger for visuel kontakt niveauerne imellem og sikrer et flot dagslys til indgangspartier. Trapper giver adgang fra det hævede grønne strøg ned til salen og kongrescenterets foyer.

Foyeren ligger således i princippet under terræn. Derfor er der gjort en stor indsats for at arealerne ikke opleves som kælderrum. De skråtstillede foldevægge omkring kongressalen er med deres trekantede ovenlys med til at trække lyset ned i foyeren. Desuden er der store glasfacader mod syd.

Den gode akustik

Der er anvendt Troldtekt akustiklofter i hovedparten af rummene, og Kim Utzon siger: ”Akustikken i foyeren er i balance i kraft af Troldtekt akustikpladerne imellem ribberne på TT-elementerne. Det er vores egen gennemprøvede standardløsning, som vi jo tidligere har haft så gode erfaringer med og som fungerer upåklageligt, - selv under store belastninger. Der kan være 2500 personer i konferencesalen, og når de øvrige lokaler er i brug, kan antallet af gæster stige helt op til 4000 totalt på samme tid. De to auditorier rummer henholdsvis 200 og 400 personer og alle rum er udstyret med avanceret lyd – og AV udstyr.

Den store lobby er på ca. 1700 m2 og er beregnet til at kunne bruges til mange formål. Træbetonens lyse farve giver sammen med ølandsstenen på gulvet de eneste farvetilskud til de i øvrigt hvidmalede flader som rummene er sammensat af. Træbetonen skjuler desuden diverse installationer i loftet, som f.eks. el og sprinkleranlæg.

Kongressalen er i to niveauer og har et sortmalet Troldtekt akustisk Plus loft. Den enkleste løsning og igen med sikkerhed for den ønskede effekt. Loftet er fyldt med installationer, der bl.a. omfatter lys, luft, sprinkler plus scenebelysning og højttalere. Derfor er træbetonen en harmonisk - og rolig baggrund for alle disse forskellige ting, som jo hører til et multifunktionelt storrum af denne karakter. Heldigvis er de fire meget store sortmalede og trekantede gitterdragere et stærkt arkitektonisk element, som dominerer rummet med deres spænd på næsten 40 meter.

Væggene i salen har slidsede paneler i birkefiner, som supplerer loftets akustiske absorption.
Vi har valgt at bruge træbetonens relativt grove overflade i lofterne og dermed på afstand af brugeren af rummet. På den måde bidrager træbetonens stoflighed til rummets differentierede oplevelse rent materialemæssigt, uden at det kommer for tæt på og bliver for groft i karakteren”, slutter en tilfreds Kim Utzon.