Sundhedscenter med god balance
Det tidligere posthus i Hvidovre er ombygget og indrettet til et moderne sundhedscenter, hvor brugerne møder et indbydende hus med faciliteter til genoptræning.
Det røde, murede hus i to etager ligger i grønne parkomgivelser, som i ombygningen er blevet direkte inddraget i stedets genoptræningsfaciliteter. I stueetagen kommer gæster ind i et stort, lyst rum med ventemøbler og information, og to store ovenlys giver en luftig fornemmelse til rummet. Tre store genoptræningssale er indrettet med samme sans for lys og luftighed.
Arkitektfirmaet Nordic Office of Architecture, der har stor erfaring med sundhedsbyggeri, har arbejdet målrettet med at trække store mængder lys ind i huset og samtidig haft fokus på at bevare de oprindelige kvaliteter som et tungt muret hus.
Arkitektur med muligheder
Indenfor er der arbejdet med en balance mellem de forfinede og mere rustikke materialer. I kælderetagen er terrænforskellen mod parken udnyttet så den oprindelige kælderetage rækker direkte ud i rådhusparkens grønne rum med endnu en træningssal med direkte forbindelse til parkens uderum. På første sal ligger behandlings- og samtalerum samt administration.
Sundhedscentrets stueetage med træningssale har tidligere huset det oprindelige posthuslager og har derfor højt til loftet. Det gjorde det muligt at installere ventilation over loftet. Resultatet er en rolig loftsflade med hvide Troldtekt akustikplader og Troldtekt ventilation, hvor frisk luft strømmer ned igennem udvalgte akustikplader. På den måde undgik arkitekterne armaturer i loftet – noget, der ellers kan forstyrre oplevelsen af en rolig flade.