Plejehjem med fokus på sanserne

Magdalene Mariehjemmet i Sorø er et moderne friplejehjem, hvor hjemligheden er udgangspunktet for stedets indretning og hverdag.

Plejehjemmet fra 2023 ligger i udkanten af Sorø i et fredeligt område med parcelhuse og et åbent landskab. Byggeriet er organiseret som et ottetal, der giver to gårdrum. Omkring det grønne rum ligger 16 boliger i to etager. Der er altså i alt 64 boliger. Til hver af de fire enheder hører en større fællesstue, som både er indrettet til fælles spisninger med eget serveringskøkken og til fælles tv-hygge i bløde møbler. Her er meget hjemligt med bogreoler, nips, planter og mønstret tapet.

Troldtekt er valgt til lofterne i alle fællesrum. Visuelt giver det en rolig, sammenhængende flade med en taktil overflade, og da Troldtekt ventilation er integreret, er der ikke synlige indblæsningsarmaturer. Den friske luft diffunderer gennem udvalgte loftsplader og giver ikke træk. Akustikken er også væsentlig for at sikre den hjemlige stuestemning, hvilket er lykkedes her.

 

Varm modtagelse

Gangarealerne har også Troldtekt på lofterne og store vinduespartier ud til gårdrummene, som gangarealerne er orienteret mod. Mens boligerne er orienteret rundt om gårdrummene, ligger indgangsområdet med fællesaktiviteter mod indgangspartiet. Ved ankomsten mærker man stedets kendetegn, Marie-ånden, hvor hjemlighed, nærhed og fællesskab er i centrum.

Køkkenet ligger centralt her og giver en lokal duftoplevelse. Frisøren og andre fællesfunktioner er også samlet her. En flot trætrappe forbinder etagerne i et dobbelthøjt rum, der gør det nemt at orientere sig i huset. Her ligger også en større fællesstue, som anvendes til alt fra gymnastik til fødselsdage.