Cirkulær Café med havudsigt

Her mødes veninder til te og forretningsforbindelser til frokost. Her kan man få varmen efter en tur i skoven eller en dukkert i Øresund. Café Jorden Rundt ligger på Strandvejen ved Charlottenlund mellem travbanen og Charlottenlund Søbad.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Café Jorden Rundt er en rund bygning med kobbertag, som tydeligvis er af ældre dato. Oprindeligt er bygningen opført i 1939 ved vendepladsen for sporvognen og stop for linje 14. I huset var indrettet ventesal, kiosk og toilet, og det fungerede sådan indtil 1972.

I 1991 åbnede Café Jorden Rundt efter en gennemgribende renovering. Den særprægede form og de smukke detaljer er fint bevaret. Bænkene i træ, der kurver sammen med bygningens oprindelige yderside, er de originale bænke, som sender tankerne tilbage til sporvognens tid.

To cirkler

Caféen, der er åben fra morgen til aften, er indrettet så bestillingen foregår midt i bygningen, hvor der er et lille ovenlys. Herfra er der adgang til køkkenet bagtil, som for nyligt er blevet udvidet. Dette var den oprindelige, cirkulære bygning med vinduer hele vejen rundt, mens et stort udhæng førhen gav ly til ventende passagerer.

Nu er den yderste del blevet indrettet til helårsbrug, selvfølgelig med glaspartier til udsigten. Den inderste del af caféen er indrettet med hvide Troldtekt træbetonlofter i en fin radial ophængning. I det tidligere uderum er der anvendt Troldtekt i farven grå natur, hvorved der er en fin differentiering mellem de to rum.

Troldtekt loftet bidrager til en god akustik, hvilket er afgørende for at sikre den hyggelige atmosfære i caféen.