Nyt og gammelt forbundet i gårdrum

Vor Frue Kirke i Aarhus har sognegård i en af Vestergades historiske købmandsgårde. Med enkle greb har stedet fået de tiltrængte sale, og gården er åbnet til gaden med en port.

En større tilstrømning til sognet har givet anledning til at få mere og bedre plads til konfirmandundervisningen i Vor Frue Kirke sogn. Ved at genopføre en ny fløj til Skt. Nikolai Gården, hvor kirkekontoret har til huse, blev der plads til tre sale. Udover konfirmandundervisning anvendes salene også hyppigt til mindre koncerter, foredrag og møder. For at kunne udnytte rummene bedst muligt har man valgt foldedøre mellem salene. Ved denne addition til Skt. Nikolai Gården har man også flyttet rundt på nogle funktioner i bygningerne og opnået en bedre indretning.

Oprindeligt har baggården haft en port til Vestergade for at kunne fragte varer til og fra købmandsgården. Denne er nu genskabt, hvorved konfirmanderne kan gå direkte til den nye fløj via porten. Desuden er det en fin gestus, at gårdrummet er tilgængeligt for nysgerrige forbipasserende eller til sognehusets arrangementer.

 

Sale med godt indeklima

Den nye fløj har store, sprossede glaspartier til gårdrummet og virker meget indbydende. Omvendt er det fint at kunne se hele gården indefra gennem glasfacaden, eventuelt fra en af siddenicherne i gangen. Den ene sal er lidt større end de to andre, som er ens. Den store sal har vinduespartier til Møllestien og et vandret loft, mens de to andre sale har loft til kip med ovenlysvinduer og desuden glaspartier til gangen.

For at imødekomme en god akustik til både sang og tale har VMB arkitekter, som har stået for hele projektet, anvendt Troldtekt line til alle lofter og desuden gulvlange gardiner til justering af efterklangstiden, som også kan skærme mod dagslys eller indkig. Troldtekt ventilation er skjult bag lofterne, hvorved man har reduceret forstyrrende elementer i loftet og sikret en behagelig ventilation. Den kan justeres i forhold til de enkelte sale eller til de tre sale samlet i et rum.

Troldtekt akustikpladernes struktur passer ind i den righoldige materialitet på stedet som trægulve, ølandsfliser og træsøjler. Linjerne i loftet er en fin hilsen til bindingsværkets rytme.