Indbydende, kontrastfyldt villa

Det stærke lys fra vandet reflekteres op i boligens lofter og tydeliggør overfladernes stoflighed. Et hus med mange kontraster bundet sammen af det personlige præg.

Ved ankomsten til huset træder man ind i det nederste plan og en særlig atmosfære slår stemningen an. En elegant trappe under et stort ovenlys fører gæsten ovenpå. Det nederste plan er forbeholdt sekundære funktioner som gæsteværelse, vaskerum og adgang til garagen. Men her er også indrettet et hyggeligt sofahjørne tæt på vinkælderen. Væggene står i rå beton og har deres egen æstetik. Finérvægge i eg giver en varme og venligere overflade til rummet med kontrast til betonen.

På overetagen kombineres ligeledes beton og træ med succes. Trapperummets design forstærker oplevelsen af at komme til overetagen, hvor man overvældes af dagslyset fra de store vinduespartier. Udsigten til landskabet er betagende, men boligen er alligevel indrettet på en måde, hvor øjet ikke konstant skal kigge langt. 

 

Indretning med beton, træ og træbeton

Opholdsrummet er vinklet således, at man er i samme rum, men alligevel opdelt. Spisestuen ligger centralt med udgang til terrassen og haven, mens stuen ligger et par trin oppe. Bag det flotte køkken ligger kontor og soveafdelingen. Overetagen er udvendigt klædt i forpatineret egetræ, og den markante tagskive skråner ned mod vest. Indenfor fungerer den store loftsflade som et  sammenbindende element, der også virker som akustisk regulering.

Der er valgt Troldtekt i grå natur (FUTURECEM), som udover sit lave CO2-aftryk og lydabsorberende evne også har en levende, rustik overflade, som matcher betonvæggenes karakter. Det er en bolig, hvor materialernes kontraster og fællesnævnere giver en sanselig arkitektur, som smukt svarer til parrets personlige indretning.