Hune

Stedet griber én med sit bølgende landskab, lyden af Vesterhavet og den friske luft. Her er rum til at dele oplevelser, slappe af og mærke naturen.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA

Sommerhuset ligger som om, det altid har ligget dér, omgivet af klitlandskabet med udsigt til havet og et stilfærdigt gårdrum mod øst. Huset er ganske nyt, men er bygget hvor der tidligere lå et ældre sommerhus, der var blevet for trangt for familien. Der var mange ønsker til det nye hus, og et afgørende ønske var kontakten mellem ude og inde samt en indre transparens og luftighed. En meget stram lokalplan afgjorde bl.a. at huset er orienteret nord syd som et traditionelt længehus, har tag med hældning (valgt 15 grader) og græs som tagmateriale. Arkitektens opgave var således primært at skabe en indre sammenhæng og nogle afgørende nicher, lækroge til ophold inde som ude. Det er der kommet et meget fint sommerhus ud af – faktisk for godt til kun at bebo om sommeren.

Enkel og åben plan

Taget og loftet er gjort til en betydelig flade i arkitektens arbejde med huset. Der er loft til kip i alle rum og et stort udhæng, især mod vest, hvor der opstår et helt særligt uderum i forlængelse af opholdsrummet. I hele husets længde ligger opholdsrummet orienteret mod klitterne og havet. Glasfacaden krummer i en stor konveks form i stuen, hvorved det langstrakte rum varieres og fine kroge opstår i enderne. Huset er meget symmetrisk i planløsningen med køkkenet som en central akse i forhold til adgangen ind og ud af huset. Køkkenet med spisestue er også entré direkte fra gårdrummet. Om formiddagen er gårdpladsen et dejligt opholdssted med læ for vestenvinden. En gæstefløj er med til at definere gårdrummet og skabe gode kroge. Køkkenet ligger i direkte forbindelse med opholdsrummet og i linie med brændeovnen og terrassedøren. Derved er køkkenet også et vigtigt fordelingsrum. Soveværelserne i enderne har dog adgang fra opholdsrummet. Mellem værelserne og opholdsrummet er der højtsiddende vinduer, der fordeler lyset i huset, og med det sammenhængende loft opstår en fornemmelse af nærhed og helhed.

En loftsflade der gør det til et sted

Loftsfladen er betragtet som et arkitektonisk element, som derfor er gennemgående materiale. Det blev hurtigt afgjort, at løsningen skulle være Troldtekt, der har mange positive egenskaber. Familien har ønsket et opholdsrum med stor rummelighed og derfor risiko for dårlig akustik. At vægge og gulve i øvrigt er hårde flader, gjorde det nødvendigt at tænke i et lydabsorberende materiale. Uderummet under det store udhæng er en meget synlig flade, og der har Troldtekt også den heldige egenskab at kunne bruges udendørs, selv i et barskt klima som ved Vestkysten. Materialevalget i huset er afstemt med stedet, det vil sige de rustikke materialer som træ og græs udvendigt og klinker og Troldtekt inden døre. Samtidigt er de afstemt med den omgivende natur og arkitekturens enkelhed. Arkitekt Anders Johansen ved RUMarkitekter har valgt en enkel arkitektur med få virkemidler som den krumme glasfacade og en symmetrisk, funktionel planløsning. Loftet er den favnende flade, der både orienterer sig indadtil og udadtil og derved sammenbinder stedet. En fantastisk samklang, der giver huset identitet og ro til at slå sig ned enten ude eller inde.