Nyopført sommerhus med græstag og enkle linjer

I et sommerhusområde i Saltum i Vendsyssel ligger et nyopført, arkitekttegnet sommerhus. Huset er placeret i et naturskønt område omgivet af klitter og inviterer både naturen og lyset indenfor.

Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Råt, ruskende og ærligt. Vesterhavets vildhed er fascinerende, og de omkringliggende områder drager både turister, badegæster og sommerhusejere. På en kuperet naturgrund i Saltum i Vendsyssel gemmer der sig et nyopført sommerhus, der tilhører parret Hejne og Helle Jensen. Da det oprindelige sommerhus stod over for en gennemgribende renovering, valgte de at rive det gamle ned og opføre et nyt.

Sommerhuset er tegnet af arkitekt Terkel Bundgaard og afspejler på elegant vis de omkringliggende omgivelser.

– Vi er enormt begejstrede for resultatet. Faktisk var det arkitektens første skitse, men vi forelskede os med det samme i det minimalistiske udtryk, siger sommerhusejer Hejne Jensen.

Modsætningernes spil

Husets knap 100 kvadratmeter fordeler sig på ét plan med tre værelser, et stort køkkenalrum og et badeværelse. Indenfor skaber gule mursten på gulv og akustikplader fra Troldtekt et minimalistisk helhedsindtryk, der bliver brudt af sorte paneler, den mørke murede skorsten og det grå køkken. 

– Materialevalget er enkelt, elegant og hænger på fin vis sammen, samtidig med at det giver et godt modspil til hinanden. Mursten går igen flere steder, og træ spiller en afgørende rolle, siger Hejne Jensen.

For eksempel er væggene beklædt med lyse træplader, og facaden består af listebeklædning.

Helårshus i ét med omgivelserne

I området er der lovkrav om, at hustagene er beklædt med græs eller tørv. Derfor havde parret også et ønske om, at sommerhusets udvendige udtryk skulle afspejle den omkringliggende natur. Løsningen blev en facade og terrasser af varmebehandlet fyrretræ, ligesom store vinduespartier giver frit udsyn til de smukke omgivelser.

– Om sommeren er det en fornøjelse at sidde udenfor på de store terrasser alt efter solens placering, ligesom det om vinteren er dejligt at kunne nyde udsigten fra stuen, siger Hejne Jensen.

Det gamle sommerhus kunne parret kun bruge få måneder om året på grund af fugt. Derfor nyder de ekstra stor gavn af det nyopført hus der ligegyldig årstid, vejr og vind er nemt at varme op.

– Kort sagt har vi fået et sommerhus, vi gerne vil opholde os i. Her er både smukt og ikke mindst behageligt. Det skyldes blandt andet akustiklofterne fra Troldtekt, der giver god akustik, og som bidrager til et godt indeklima, siger Hejne Jensen