Gadeidrætten indtager Aalborg

I Aalborg har GAME Streetmekka - byens første gadeidrætshus - slået dørene op. En gammel industribygning er blevet renoveret og byder nu inden for til alt fra parkour og gadefodbold til kulturaktiviteter og kreative værksteder.

Foto: Rasmus Hjortshøj/COAST Studio

Aalborg er en by i rivende udvikling. Det ses blandt andet i den sydlige del af byen kaldet Eternitten, som tidligere var et stort industriområde. Her er en gammel industrihal blevet omdannet til et asfalteret gadeidrætshus med hjælp fra totalentrepriseteamet Pallisgaard og JAJA Architects.

– Tanken bag GAME Streetmekka er at flette gadens uformelle karakter og aktiviteter ind i de rå industrielle rammer og gøre gadeidræt og gadekultur tilgængelig for alle hele året, fortæller Kathrin Gimmel, arkitekt og partner ved JAJA Architects.

Resultatet er et samlingssted for byens børn og unge med mulighed for blandt andet gadefodbold og klatring. De kan også lave musik, graffiti og danse.

Respekt for det eksisterende

Gadeidrætshuset er det tredje af sin slags i Danmark. Et areal på mere end 2.500 kvadratmeter i den gamle industrihal er blevet renoveret med særlig omtanke for den eksisterende arkitektur.

– Det var vigtigt for os at udnytte bygningens rå karakter. I sin tid havde bygningen mange forskellige funktioner, og derfor har den vidt forskellige rumligheder. Plads- og højdekrævende aktiviteter som parkour, basket og fodbold er placeret i den store hal, hvor der i forvejen var højt til loftet, mens dansesalen og værkstederne er placeret i mindre rum i den tilhørende laboratoriefløj, fortæller Kathrin Gimmel.

For at skabe en bedre sammenhæng mellem bygningens etager er betonvægge og -dæk blevet skåret til. Der er også blevet tilføjet opholdsaltaner på svalegangene ud mod hallen. Herfra er der flot udsyn til hallens mange faciliteter.

Genanvendelse i flere former

For at underbygge det rå udtryk er en stor del af de eksisterende installationer blevet videreført – blandt andet de mange synlige stål- og varmerørselementer. Derudover er en stor del af de eksisterende materialer også genbrugt eller bevaret.

– De industrielle materialer passer rigtig godt til et gadeidrætshus. Derfor har vi blandt andet bevaret mange af de eksisterende betonvægge og laboratoriernes flisegulve. Vi har sat gamle vaske op som vandposter i loungen og genbrugt gamle døre som vægbeklædning og til at bygge loungemøbler af, fortæller Kathrin Gimmel.

Plads til aktivitet og afslapning

I gadeidræt er der ikke langt fra aktivitet til afslapning. Det er der taget særlig højde for i indretningen, da flere af hallens faciliteter har mange anvendelsesmuligheder.

– Gadeidrætten er en meget social sport. Det stiller krav til arkitekturen, der i ligeså høj grad skal indbyde til socialt samvær. Vi har for eksempel etableret en stor trappe i krydsfiner, hvor man både kan slappe af og dyrke forskellige former for bevægelse, fortæller Kathrin Gimmel.

Den rå beton og de mange aktivitetsmuligheder kræver en god akustikløsning. Derfor er der mørkegrå Troldtekt akustikplader i samtlige rum.

– Akustikpladerne spiller rigtig godt sammen med de øvrige materialer. De er blevet installeret mellem de eksisterende betonbjælker, og det giver et rigtig flot look og ikke mindst god lydabsorbering, der er essentielt i et gadeidrætshus, uddyber Kathrin Gimmel.