Dyk ned i Rulanticas magiske vandunivers

Eventyrvandverdenen Rulantica tilbyder eventyrlig vandsjov til hele familien i hidtil usete dimensioner. Det gigantiske vandland på hele 40.000 kvadratmeter ligger kun få meter fra Europa-Park Rust, Tysklands største forlystelsespark, i den tyske delstat Baden-Württemberg.

Foto: Olaf Wiechers, arkitekt

Området, som også rummer et hotel, strækker sig alt i alt over hele 450.000 kvadratmeter. Den skandinavisk inspirerede magiske vandverden omfatter ni gennemførte temaområder befolket af fantasivæsner som havfruer, trolde og havuhyrer. Blandt de mange attraktioner er der 17 vandrutsjebaner, det største bølgebassin i Tyskland, en lazy river, vandlegepladser for forskellige aldersgrupper og flere vandfald.

Rulanticas fantasifulde univers er baseret på en serie ungdomsbøger af den tyske forfatter Michaela Hanauer om den forældreløse dreng Mats og havpigen Aquina fra den mystiske ø Rulantica i Nordsøen.

Den indvendige del af vandlandet ligger i en godt 32.000 kvadratmeter stor og 20 meter høj hal, hvis form min-der om en musling. Taget, som er et af de største trætage i Europa, består af ubehandlede træspær (med en spændvidde på op til 50 meter) og bæres af fem betonstøtter med en diameter på 1,20 m, der er anbragt, så de danner en kvart cirkel. Et kompliceret udluftningskoncept, hvor luften ledes ind fra oven og suges ud igen i det nederste område af hallen for at transportere skadelige stoffer væk fra vandoverfladerne, er installeret i spe-cialudviklede spærkasser. Hovedfacaden består af fem 33 meter brede facadetårne, hvis filigrane konstruktio-ner af stål og glas, lader enorme mængder naturligt lys strømme ind i hallen.

Inde i den imponerende badeverden er der overraskende stille. Det skyldes dels de mange klipper og dekorative elementer og dels de akustikplader fra Troldtekt, der er installeret i loftet. Akustikpladerne, som er velegnede til vådrum, består af materialerne træ og cement og har fremragende lyddæmpende egenskaber. Også lofterne i den travle foyer og i omklædningsområdet er beklædt med akustikplader fra Troldtekt.