God akustik del af et ikonisk design

Et nyt multifunktionelt sportscenter er åbnet i kælderen på det berømte universitetsbibliotek i Warszawa.

Foto: Piotr Skorek Photolicous

Universitetsbiblioteket i Warszawa, der er berømt for sin unikke facade af beton og glas samt en af Europas største taghaver, er et fantastisk eksempel på en god arkitektur.

Biblioteket er faktisk så populært med sit udvalg af butikker, caféer og restauranter kombineret med sin betagende udsigt over byen, at det er opført på Trip Advisors top 10-liste over de bedste ting at se i Warszawa.

Den seneste tilføjelse til biblioteket, der oprindeligt blev indviet i 1999, er omdannelsen af kælderen til et multifunktionelt sportscenter. Ligesom det var tilfældet med den oprindelige bygning, er det nye sportscenter også designet af arkitektfirmaet Architekci studio.

Dette er det første projekt, der blev færdiggjort under 2016-2025-programmet for Warszawas universitet, som omfatter opførelse af nye bygninger samt udvidelse og ombygning af eksisterende faciliteter. Universitetet forventes at gennemføre i alt 18 projekter i løbet af de kommende ti år.

Det 6.000 m2 store sportscenter består af to fitnessrum, en gymnastiksal, et crossfit-rum, et ergometer, tre multifunktionsrum, omklædningsskabe, bad- og toiletfaciliteter, omklædningsrum, fællesarealer og et e-sports- og underholdningsrum.

Sportscentret kan benyttes af universitetets studerende og ansatte og vil fungere som mødested i forbindelse med konkurrencer, turneringer, sportsshows og arrangementer samt andre aktiviteter, f.eks. dans, fægtning, bordtennis og yoga. I alt 4.000 mennesker kan benytte centret hver uge.

Med den store mængde af hårde overflader og beton i hele kælderniveauet besluttede arkitekterne, at der skulle monteres Troldtekt akustikplader på tværs af mange af områderne. Akustikpladerne bidrager til at absorbere de lyde, der opstår som følge af støjende sportsaktiviteter og større grupper af mennesker. Troldtekt pladerne bidrager dog med langt mere end blot at sikre god akustik og er således også blevet en del af bygningens ikoniske design.

Med forskellige farver, fra grøn over grå til sort og skåret i interessante former, giver akustikpladerne karakter til de ellers store betonområder. Flere steder er Troldtekt plader desuden blevet skåret til og installeret som store, frithængende bafler, der er anvendt både lodret og vandret for at skabe visuelt attraktive, tredimensionelle loftsstrukturer.