En skole skabt af eleverne og lærerne selv

Brogårdaskolan i Bjuv er et enestående eksempel på, hvordan leg og læring kan gå op i en højere enhed. Skolen er et fyrtårn inden for skolebyggeri, hvor både elever og lærer er blevet inddraget i processen.

Foto: Matilda Kjell

Forventningerne var høje, da den nye Brogårdaskolan i Bjuv i det nordlige Skåne slog dørene op i starten af 2019. Skolebyggeriet er kommunens største økonomiske investering i nyere tid og er skabt i samarbejde med NCC og arkitektfirmaet Codesign. Skolen er et fyrtårn inden for innovativt og nytænkende skolebyggeri og skal være med til at sætte Bjuv på landkortet og tiltrække flere borgere til kommunen.

Den nye skole er bygget i forlængelse af den oprindelige bygning og består af et tredelt hus i mursten med smukt lysindfald og i tæt kontakt med den omkringliggende natur. Den har plads til 470 elever fra 0. til 6. klasse.

Bygget af brugerne selv

”Tænk, hvis børn og lærere selv kunne være med til at designe deres skole.” Netop det har været rationalet i opførelsen af Brogårdaskolan, hvor både børn, lærere og forældre er blevet inddraget i processen – fra de første skitser blev tegnet, til skolen stod færdig. En proces på lidt mere end to år.

Fordi skolen danner ramme om mange timer af børnenes hverdag, var ønsket, at den skal fremstå hjemlig og hyggelig. Derfor er skolen opført som et tredelt hus med separate indgange og klasseværelser, ligesom hver klasse har adgang til et afskærmet, udendørs areal.

Flere steder på skolen har eleverne også mulighed for at slå kreativiteten løs. Der er blandt andet opført et stort, indendørs klatretårn og et amfiteater, der kan bruges til både undervisning og leg.

De bedste betingelser for læring

Unikke klasselokaler, farverige fællesområder og mulighed for at undervise både inde og ude er tre af de elementer, som den nye Brogårdaskolan byder på. Omdrejningspunktet i indretningen af skolen har været at bryde med de traditionelle læringsvilkår og skabe nye, stimulerende muligheder for undervisning.

Derfor kan stort set alle rum og møbler – inde såvel som ude – bruges til undervisning. De mindre elever har hyttelignende klasseværelser, og der er særskilte studiepladser og afskærmede rum, hvor eleverne kan fordybe sig alene eller i grupper. Også møblerne er designet efter elevernes forskellige læringsbehov – for eksempel er der forskellige stole, alt efter hvordan eleverne koncentrerer sig bedst.

Overalt på skolen er der støjdæmpende gulve, ligesom Troldtekt akustiklofter og akustikvægge bidrager til et godt indeklima og god akustik.