Ny universitetsbygning i Göteborg skal styrke det naturvidenskabelige samarbejde

I den nye bygning Natrium på Medicinareberget i det centrale Göteborg er der lagt vægt på at skabe en sammenhængende campus, hvor samarbejdet på tværs af forsknings- og uddannelsesinstitutioner skal fremmes.

Foto: Troldetekt line i lys natur

I august 2023 stod den nye bygning Natrium færdig på Medicinareberget, som er Göteborg Universitets knudepunkt for biovidenskab. Den 32.000 m2 store laboratorie- og forskningsbygning samler cirka 3.000 studerende og 500-600 medarbejdere fra Göteborg Universitets naturvidenskabelige fakultet under ét tag.

Ved byggeriet af Natrium har fokus været på at forenkle interaktionen og fremme samarbejdet mellem Det Naturvidenskabelige Fakultets forskellige institutioner og skabe en sammenhængende campus sammen med den medicinske uddannelse og forskning på Sahlgrenska Akademiet. En bærende tanke i forhold til Natriums arkitektur har været at sørge for at skabe sammenhæng til den eksisterende bygning Medicinarelängen, som blev tegnet af Klas Anshelm i 1950erne. Dertil har der været fokus på at skabe en fleksibel forskningsbygning, der kan tilpasses de akademiske laboratoriers skiftende behov.

 

Lyst og indbydende atrium som samlingspunkt

Natriums facade består af mursten, bronzefarvede plader og glas. Bygningens hovedindgang er sat i forbindelse med Medicinarelängen, hvor dele af den eksisterende bygning er blevet åbnet og ombygget, og en ny frokostrestaurant kobler det eksisterende byggeri med det nye Natrium.

Midt i bygningen er opført et lyst og indbydende atrium, der både samler de to husdele på syv etager, som bygningen består af, og samtidigt er et centralt mødested for studerende og medarbejdere.

Troldtekt akustikplader pryder lofterne i receptionen og gangarealer og er sammen med byggeriets træmaterialer med til at skabe en lys og varm stemning op mod bygningens hvide gulv. Samtidig absorberes det store åbne rums efterklang, så studerende og medarbejdere kan mødes spontant eller planlagt på et af atriets mødesteder som f.eks. den store trappe placeret midt i rummet eller de mindre mødebåse.  

På lofterne i de åbne gangarealer på de forskellige etager skaber designløsningen Troldtekt line et visuelt ensartet udtryk med langsgående spor ind mod atriets midte.