Ringkøbing Skole & Musikskole

Stemningen er nærmest euforisk på skolen i Rindum ved Ringkøbing. Som besøgende får man bekræftet, hvor positiv effekt de fysiske omgivelser kan have på børn og unge. Eleverne stortrives i de nye rammer, hvor skoletorvet danner et naturligt centrum. Man fornemmer, at arkitekterne virkelig har anstrengt sig for at skabe et levende miljø med højt til loftet og med rum til fordybelse.

Foto: Thomas Mølvig and Helene Høyer Mikkelsen

Udefra er skolen en harmonisk komposition af røde teglkuber i samspil med glasfacader. Bygningerne fremstår i en djærv og ligefrem arkitektur, som med enkle midler og gode materialer appellerer til sanserne. Med 900 elever er Ringkøbing Skole blevet en af landets allerstørste og med den nye store udbygning består skolen nu af huse, der historisk spænder over en periode på 100 år. 

Skolens indre flow er præget af en rationel planløsning, som giver overskuelighed og dermed tryghed. Det centrale torv med elevkantine ligger i åben forbindelse med biblioteket og multihallen. Den kombination skaber en storslået helhed og fleksibilitet, som egner sig perfekt til større arrangementer med op til 1000 mennesker. En bred ”læsetrappe” forbinder niveauet mellem bibliotek / skoletorv og fungerer samtidig som tilskuerpladser.

Ringen som symbol

Arkitekt Svend Åge Christensen - Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S - siger om tankerne bag projektet: ”Hovedidéen er tydelig. Ringkøbing Skole er én bygning med gennemgående ganglinjer, der binder ny og eksisterende bygningsmasse sammen til et samlet hele. En stor samlende ring af træer, som igen får fat i både nyt og eksisterende byggeri og binder det hele sammen. Et stort tag over den centrale del af skolen, der markerer centrum, hovedindgang og overgang mellem nyt og eksisterende. Der er ikke tvivl om, at det er én skole med ét fælles centrum.

Vi har placeret funktioner til fordybelse på 1. sal, mens udadvendte, aktive og mere støjende funktioner ligger i stueplan. Det gælder såvel faglokaler som musikrum, som alle ligger i tæt forbindelse med skoletorvet.

God akustik er en hjørnesten i moderne skolebyggeri. Netop linoleumsgulvene og de listebeklædte lofter i træbeton er medvirkende til, at lydniveauet er behageligt i både gangarealer og de store centrale rum. Eleverne bidrager også selv til et bedre lydmiljø ved pænt at tage fodtøjet af ved skoledagens start, og det letter samtidig den daglige rengøring.”

Akustik og æstetik

De kombinerede Troldtekt / listelofter dækker et samlet areal på ca. 1400 m2 og er en utraditionel løsning, som har flere fordele. Svend Åge Christensen fortæller: ”Jeg er særdeles tilfreds med loftets akustiske - og æstetiske kvaliteter, som passer perfekt til skolens multifunktionelle krav og arkitekturen i øvrigt. Vi valgte Troldtekt primært på grund af de ekstraordinære akustiske egenskaber. Ved at kombinere træbetonen med overliggende Rockwool bats, fik vi klaret de lydmæssige udfordringer i det store skoletorv, hvor der er et væld af forskellige arrangementer og funktioner.

På grund af de store flader havde vi dog brug for en mere raffineret æstetisk løsning end blot de rå Troldtektplader. Desuden var det et ultimativt krav fra bygherren, at loftet skulle være demonterbart, så det var nemt at komme til de bagvedliggende installationer. Løsningen blev præfabrikerede loftsflåder på 120 x 60 cm med parallelle trælister monteret på undersiden. De blev udført på tømrerværkstedet i en forholds primitiv skabelon, men med meget stor præcision. En præcision som slet ikke ville have kunnet lade sig gøre på byggepladsen under de givne forhold. Kombinationen Troldtekt og trælister er en måde at forædle et produkt og vise nye muligheder, som - i mine øjne - hæver det æstetiske niveau betragteligt.”