Et moderne arkitektonisk løft til en gammel skole

Vibenshus skole fra 1892 har gennemgået en større renovering, mens en enkel tilbygning arkitektonisk løfter skolen ind i vores tid med et udtryk, der frem for alt signalerer åbenhed.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect MAA

Den gamle skole på Østerbro har nu øget sin kapacitet fra 2 til 3 spor, og de eksisterende bygninger er renoveret, så de energimæssigt er helt up to date. Den nye tilbygning kobler sig naturligt og utvungent på de eksisterende bygninger og er alligevel helt sin egen. I stueetagen ved et lille torv ligger bibliotek og EAT-café, mens klasselokaler er indrettet på begge etager, og kontorfaciliteter er samlet på 2. etage. Tagfladen er udnyttet til tagterrasse til de ældste elever med boldbur og opholdszoner. Store glaspartier åbner op mod omgivelserne og giver masser af dagslys til lokalerne, ligesom ovenlys i gangen giver stemningsfuld belysning og understreger de stoflige flader.

Varme toner

Indenfor er der valgt en enkel pallette af materialer, der alle er robuste men stadig varme og venlige. Troldtekt er gennemgående loftsmateriale, der udover at sikre en god akustik, har en behagelig og stoflig overflade. Vinduespartierne og udvalgte vægflader er med perforeret finér. Betonflader og sorte dørrammer giver et godt modspil til de varme trætoner. Belysningen i form af indbyggede armaturer med matteret glasplade er fint integreret i loftsfladerne. Belysningen med henholdsvis runde armaturer i fællesarealerne og aflange armaturer i undervisningslokalerne er en naturlig del af Troldtekt-pladernes forbandt. Igen en løsning, der understøtter billedet af en moderne og menneskelig skole, hvor rammerne for hverdagen er enkle og smukke.